Bloggen

Sådan forsikrer du din hund bedst

Share

Plager de mindste dig om at få en hund som kæledyr, eller har du selv lyst til at byde en sød hundehvalp velkommen derhjemme? En hund er ikke kun lig med masser af hygge og gåture i skoven. Ved køb af en hund skal du tænke på foder, praktisk udstyr, pasning, når I er på ferie, samt forsikring til hunden. I Danmark er det nemlig lovpligtigt at have en hundeansvarsforsikring. Denne forsikring sikrer dig økonomisk, hvis hunden skulle komme til at forvolde skade på en anden hund, personer eller deres ting. I det følgende får du at vide, hvordan du sikrer din hund på bedste vis, så du kan være fuldkommen tryg ved tanken om at lade det nye familiemedlem bo i hjemmet.

Lovpligtig ansvarsforsikring

Som nævnt ovenfor er det lovpligtigt at have en hundeansvarsforsikring, hvis du ønsker at have en hund. Selvom du sørger for at opdrage din hund ordentligt, er dette ikke ensbetydende med, at den fuldkommen undgår at komme til at lave skade på andre personer eller deres ting. Dette er årsagen til, at du skal tegne en ansvarsforsikring til hunden. En hundeforsikring vil dække, hvis de forvoldte skader sker, når hunden bliver passet af din nabo, eller hvis en anden end dig selv går tur med hunden. Hvis du vælger at tage den nye, søde hund med på ferie, skal du ligeledes være opmærksom på forsikringens regler. Hundeforsikringen vil typisk gælde inden for Europas grænser, men planlægger I at være ude at rejse i mere end tre måneder, er det en rigtig god idé at tale med dit forsikringsselskab for at være sikker på, hvilke specifikke regler selskabet har.

Hundesygeforsikring

Hvis din hund bliver syg på et tidspunkt, vil din ansvarsforsikring ikke dække medicin, operation og lignende ting. Derfor vælger mange at tegne en hundesygeforsikring, som netop sikrer, at du undgår at skulle betale en skræmmende dyrlægeregning i tilfælde af sygdom. I denne forbindelse er det en god idé at sætte sig ind i forskelle angående selvrisiko og forsikringens gyldighedsperiode. Vælg den forsikring, der passer bedst i din og hundens situation, så du sørger for at tegne den mest egnede forsikring. Derudover kan du spørge både dit nuværende samt andre forsikringsselskaber, om forsikringen vil dække, hvis hundens sygdom er arvelig, samt hvor højt et beløb forsikringen vil dække op til. Ved at tænke på mange forskellige forhold med hensyn til hundesygeforsikringen, sikrer du din hund på allerbedste vis og får samtidig en forsikring til den mest fornuftige pris.

Andre forsikringer

Udover de to førnævnte forsikringer, har du muligheden for blandt andet at tegne en tandskadeforsikring og en livsforsikring for din nye hund. Livsforsikringen vil give dig en erstatning, som ofte vil svare til købet af en ny hvalp af samme race. Forsikringen dækker som regel erstatningen, hvis din hund dør eller må aflives grundet alvorlig sygdom eller skade, før hunden er fyldt 10 år. Udgifter til aflivning efter en dækket sygdom eller skade kan også blive erstattet af livsforsikringen til hunde. Tandskadeforsikringen vil dække hundens tandskader efter ulykker.

Ønsker du at træne din hund eller gå til udstilling med den med rolige tanker, kan du ligeledes tegne en udvidet hundeansvarsforsikring. Denne forsikring vil dække, hvis hunden kommer til at lave skade på dommere, instruktører eller figuranter.

       

DAGENS SJOVE BILLEDE

LIKE VORES FACEBOOK SIDE OG FÅ SJOVE BILLEDER HVER DAG!   

SE FLERE SJOVE BILLEDER HER




Om dette indlæg

Uploaded den: 23 december, 2014

Category: De søde og Hunde.